Costco – storindkøb for familier

Costco – storindkøb for familier

Alle i USA og Canada kender vist Costco. Butikskæden ligger overalt i de større byer. Alene i Montreal har vi 10 varehuse inden for en radius af 25 km og nogle stykker mere indenfor 40 km.

For at handle i Costco skal man være medlem. Det koster fra 60 dollar om året, men så har man også fri adgang til at købe mel i 10 kilos sække, til billigere oste, til kæmpe pakker toiletpapir osv.

Alle varehusene er meget ens opbygget, så man kan næsten finde rundt i dem alle, hvis man bare har været i ét. Hvert varehus er temmelig stort, efter danske standarder. Der er mange gange med paller og varer stablet op, og der er ikke gjort meget ud af udstillinger. Der er dog tit mange smagsprøver.

Det er ikke i Costco jeg går ud og hygge-indkøber. Det er til gengæld dér, jeg kører ud, når jeg skal have mange af de store ting. Dér kan jeg få de fleste basisting, og ind i mellem har de også lidt basistøj, der er rigtig fint. Meget falder dog ikke rigtig i vores nordiske smag, men vanter, strømper m.m. er nu tit i samme stil.

De har til gengæld rigtig mange fine madvarer, og det er her vi fylder lageret af mel, ahornsirup, oste, mælk, æg, fisk, dåsevarer, havregryn, kød osv.  Det har været lidt svært at finde de økologiske varer, jeg gerne vil have. Men en del fås faktisk her.

Jeg opdager jo hele tiden noget nyt her, så for nylig gik det op for mig, at Costco´s benzin er billigere end andre steder, så nu tanker jeg også gerne, når jeg er der.

Skriv et svar

Luk menu