Genbrug – nederdel af gamle t-shirts

Genbrug – nederdel af gamle t-shirts

Min veninde, Sue, der er amerikaner, er rigtig god til patchwork, så det kan hun hjælpe mig med. Hun har dog ikke syet ret meget tøj, så derfor spurgte hun mig, om jeg ville hjælpe hende med et lille projekt. Hun havde en bunke gamle t-shirts, som hun ville forvandle til en nederdel. Hun havde i forvejen en nederdel, som var lavet i paneler, og det var den, der var udgangspunktet.

Vi gik først i gang med at konstruere et mønster. Jeg besluttede, at en kvart sol ville være godt til projektet og hende. Vi fik målt op og fundet en god vejledning til at lave en kvart sol.

Dernæst kiggede vi t-shirt bunken igennem. Vi skulle finde ud af, hvilke dele, der skulle være de markante, og hvor der bare skulle fyldes lidt ud. Sue havde bl.a. en t-shirt med skriften “be decent”. Det syntes vi egentlig var ret fint, så det var det, vi gik ud fra. Vi fik derfor klippet mønsterdelene op og klippet bluserne i stykker.

Jeg er vant til, at mine syede ting skal afsluttes og have en pæn finish. Men den nederdel, vi havde som udgangspunkt, var også lavet af gamle bluser, og der havde de bl.a. genbrugt oplægningen, så hele afslutningen virkede lidt tilfældig. Sue ville gerne have det samme udtryk, så det gjorde egentlig det hele lidt nemt. Det måtte gerne se lidt tilfældigt ud og ikke have samme længde over det hele.

Vi fik konstrueret, klippet, syet og hygget nogle timer, og så var Sue godt tilfreds med sin nederdel. Faktisk var hun så tilfreds, at hun selv lavede en nederdel mere dagen efter.

Dette indlæg har 2 kommentarer

  1. Hej sjov ide med den nederdel og dejligt at kunne genbruge tøj man ikke længere bruger, til noget man igen vil bruge. Jeg syr for tiden babytøj af alle mine stofrester, vi venter et lille nyt barnebarn til april.
    Knus Karin

    1. Hej Karin
      Ja, jeg synes også ideen var rigtig sjov, og den nederdel er lige Sue´s stil.
      Tillykke med det nye barnebarn, det er jo en perfekt anledning til at få brugt nogle rester.
      Hilsen
      Annette

Skriv et svar

Luk menu